- +45 2032 0313
- [email protected]
- You Go, DK-7100 Vejle
- +45 2032 0313
- [email protected]
- You Go, DK-7100 Vejle
I området nord for Verona og øst for Gardasøen, finder man et at Italiens helt store og verdenskendte vindisitrikter, der blandt mange andre vine producerer de anerkendte Amarone, nemlig Valpolicella.
I Toscana har man Chianti og i Chianti har man Chianti Classico, der repræsenterer det helt oprindelige vindistrikt. Således har man også i Veneto vinområdet Valpolicella, og i Valpolicella har men de få kommuner, der oprindeligt producerede og solgte vinene under betegnelsen Valpolicella. Disse kommuner kender man i dag under klassifikationen Valpolicella Classico.
Disse kommuner, Valpolicella Classico, finder man øst for Gardasøen og nord/nordvest for Verona. Netop disse regioner producerer ca. 40% af hele Valpolicellas samlede mængde vin. Denne andel udgør ca. 12,2 millioner liter vin om året.
Som gæst i området vil man da også opleve, at stort set alle marker er beplantede med vinstokke – lige som man måske vil genkende fra Toscana. På samme måde som der i alle andre regioner produceres vine på enkelte gårde – nogle af disse producerer også enkeltmarksvine – finder man ligeledes kooperativer, hvor et antal vinbønder afleverer deres vine til en fælles produktion.
Men det er ikke svært at finde skilte ved vejen, der inviterer ind til vinsmagning på de enkelte gårde. Og det skal man så vidt muligt endelig benytte sig af, for selv om en vin med betegnelsen Valpolicella, Ripasso og endog Amarone, der sælges i et skandinavisk supermarked, ofte efterlader meget tilbage at ønske, er det altså himmelvid forskel på vinene man finder lokalt.
Man kan mene hvad men vil om vinene fra Valpolicella, men som så ofte er de som skabt til det mad, man spiser i området. Det har vingården Cantina Buglioni gjort et ekstra nummer ud af at præsentere. De har nemlig ud over den omfattende vinproduktion åbnet tre restauranter – eller rettere osteriaer – i Verona og Valpolicella. Ud over maden kan man i porteføljen også præsentere et bed & breakfast, hvor man i lækre værelser kan komme helt ind i selve kernen af Valpolicella.
En anden producent, Le Fonte degli Dei, går anderledes forsigtigt til værks. Her i hjertet af Valpolicella - få kilometer fra centrum af Verona, kan man booke sig ind i et af de seks værelser, gården tilbyder. Vel at mærke hvis man er voksen. Det er nemlig kun voksne, der kan bo her og boltre sig i et overflødighedshorn af plads og rustik charme. Og vinen der produceres, Valpolicella Superior, Ripasso og Amarone, er udelukkende tiltænkt husets gæster.