- +45 2032 0313
- [email protected]
- You Go, DK-7100 Vejle
- +45 2032 0313
- [email protected]
- You Go, DK-7100 Vejle
På trods af sit sparsomme indbyggerantal på under 8000 indbyggere, er San Gimignano i det centrale Toscana måske én af de mest berømte byer i regionen; måske endda i hele Italien. Hertil valfarter turister i stimer af busser, så har man én dag været i Firenze eller Siena, vil man med stor sandsynlighed møde nogle af de samme besøgende. Her dog på væsentlig mindre plads og med langt færre butikker og caféer at besøge. Men er der én ting, man her her, så er det tårne.
Tilbage i 1200-tallet var San Gimignano strategisk placeret på handelsruten mellem Rom og det centrale Europa. Med sin strategiske placering blev byen hurtigt en magnet for købmandsfamilier. De mest succesrige af disse, skulle – ligesom i dag – puste sig op og markere deres status. Dengang søgte man bogstaveligt talt opad, hvorfor det ikke var et særsyn, at man byggede et tårn. Hvorfor skulle man ikke? Da de arkitektoniske mesterværker tårnede sig mest voluminøst op, var der hele 76 af slagsen. I dag er der bare 15 tårne tilbage, men ikke desto mindre er de synlige på lang afstand, og når man nærmer sig byen, er man ikke tvivl.
Det kan godt være, det kræver gode ben at cykle rundt i det geografiske område Chianti, hjemsted for de berømte vine med den sorte hane, Chianti Classico, men det kræver bestemt også sit at komme op til, og rundt i, San Gimignano. Ikke alene ligger byen i 324 meters højde. Inden for den i øvrigt næsten intakte bymur, vil man som gæst også opleve, at hovedgaden, via San Giovanni, fortsætter med en mindre stigning. Og skal man se byens røde tage fra oven i et af tårnene, skal man forberede sig på, at man efterfølgende både skal skifte vand under armene og måske også søge opretholdelse af væskebalancen på en af byens barer.
Når man slentrer rundt i San Gimignano, mangler man egentlig bare, at de lokale beboere var iført kutter og særke, for at fuldføre illusionen om middelalderen. Byen fremstår – på nær den naturlige erosion – fuldstændig som for mange hundrede år siden. Byens gader er smalle og brostensbelagte, og torvene er de åndehuller, hvor mange lokale om aftenen samles for at trække vejret, snakke med hinanden om stort og småt, og i de fleste tilfælde være ufrivillige inspirationskilder til det gode liv til gæster fra Skandinavien.
Selv om kulisserne er middelalderlige, skal man ikke bilde sig ind, at man ikke kan gå på opdagelse efter spændende ting i byen, men med den massive mængde gæster der årligt rammer byen – ca. tre millioner – kan det næppe overraske nogen, at mange butikker langs hovedgaden, fra Porta San Giovanni til Domkirkepladsen, er heftigt beboet af butikker fyldt med sværd, rustninger og hjelme. For slet ikke at tale om brugskunsthandlende og specialbutikker med pasta i alle farver og former. Endelig er der selvfølgelig vin- og delikatessebutikkerne og adskillige isbarer.
Hvis det på nogen måde er muligt under ophold i en feriebolig i Toscana at besøge San Gimignano, er middelalderbyen absolut et besøg værd. Som til så mange andre turistmål, er det tilrådeligt at søge byen sidst på dagen, hvor store mængder af den bus-transporterede folkemængde med armene fulde af indkøbsposer og middelaldergenstande trækker mod parkeringspladserne. Er man på dagstur, for eksempel fra området ved Lucca og Pisa, bør man nok tage tidligt afsted, for man bliver let grebet af stemningen i byen, som kan være vanskelig at forlade igen. Men det skal man jo, for i morgen er der endnu andre oplevelser i vente.