Det er kun rundt om middelalderbyen Montalcino, der produceres Brunello vine. Der er derfor noget ganske særligt over området. Der er videre noget ganske særligt over at bo på en vingård der producerer disse kult-lignende vine. Vingården San Filippo er ikke for alle og enhver. Der er nemlig kun tre lejligheder til udlejning på vingården – men hvilke lejligheder! Og hvilken beliggenhed, hvilken ro, hvilken natur, hvilken pool - og hvilken vin!
De tre lejligheder på vingården Agriturismo San Filippo i Montalcino er placeret forskellige steder på området og man er derfor temmelig isoleret fra de (få) andre gæster på gården. San Filippo råder over en meget stor smagestue, hvor det er svært at komme ud fra, hvis man først har bedt om en prøvesmagning af de lokale Brunello-vine fra forskellige årgange. Som ekstra kan dette rum lejes inkl. køkkenfaciliteter, hvis man eksempelvis lejer alle lejligheder. Der er stor stue med behagelige møbler, åben pejs og toilet i samme rum, hvor også vinene ligger og giver en helt speciel stemning. Her er den autentiske oplevelse af Montalcino og Brunello.
Med hække af laurbærbuske ligger poolen placeret centralt ved siden af ferieboligerne, hvor man kan afsvale sig fra den oftest brændende sol, eller man kan selvfølgelig også dyrke den fra en liggestol langs kanten af vandet. Endelig vil andre foretrække at krybe i skjul under gazeboen, der hjælper en til at beholde et cool overblik og lade forventningerne få frit løb når duften af den store fælles stengrill tændes lige ved siden af. Grillen giver rig mulighed for at lave en ægte, italiensk middag med den helt rigtige smag at røg fra trækul der kommer når man fyrer op med oliventræ.
Som gæst på San Filippo i Montalcino kan næsten alt lade sig gøre. Værten har mange lokale kontakter, så ønsker man en kok til at stå i sit køkken lader det sig nemt gøre. Ligeledes kan man vælge at have en chauffør, der sikkert og med lokal stedsans fragter sig rundt i området, mens man selv blot nyder hvad der er at nyde i Montalcino - Brunello for eksempel.
Blot få kilometer væk fra San Filippo ligger selve Montalcino, en gammel middelalderby med stejle gader og en hidtil uset mængde vinbarer, vinhandlere, restauranter og caféer. Der er en meget speciel stemning i byen der bærer præg af, at her kommer folk, der interesserer sig for vin, mad og idet hele taget kultur.