Med bare tre kilometer til et af Toscanas største trækplastre: San Gimignano, kan børnefamilien betragte menneskemylderet i byen med sindsro: man kan nemlig bare tage der ind, når turistmængden er i aftag sidst på dagen. I mellemtiden kan man drive og dase, lege og pjatte i den rustikke og private villa, der giver et væld af privatliv og hygge.
Den private villa er beliggende i landlige og panoramiske omgivelser med kort afstand til San Gimignano. Villaen er en totalt renoveret bygning, hvor alt det bedste fra tiden som en del af et landbrug, er bevaret. Dette giver en på én gang rustik, romantisk og særdeles charmerende feriebolig, der sammen med moderne og komfortable løsninger udgør en meget attraktiv løsning til en børnefamilie, der ønsker en høj grad af privatsfære.
Den rustikke, private villa ved San Gimignano er på 100 kmv. og er indrettet i to etager med forskudte plan. På stueplan finder man opholdsstue med satellit-tv samt spisestue med udgang til møbleret terrasse. Fire trin forskudt er husets veludstyrede køkken med ovn, fryser, opvaskemaskine, mikrobølgeovn, toaster, juicepresser og kaffemaskine. Videre der toilet samt soveværelse med dobbeltseng og udgang til terrasse. husets øverste etage er indrette med soveværelse med dobbeltseng, badeværelse med bruseniche samt soveværelse med enkeltseng og udgang til terrasse. der er således plads til fem personer – en børnefamilie eller bare fem voksne, der har mulighed for at indrette sig som beskrevet.
Der er ingen tvivl om, at den rustikke og private villa har masser af kvaliteter, der er særdeles anvendelige for en børnefamilie. Men det vil sandsynligvis være terrassen og haven, der vises størst interesse. Ikke mindst er den delvist overdækkede pool et stort og unikt særkende for ferieboligen. Der er et fantastisk vue over de bløde bakker i området ved San Gimignano fra poolkant, have og terrasse. I haven finder man desuden grill, så man kan tilberede den store toscanske menu i haven – eller bare nøjes med at grille et par gode, lokale pølser. der er vaske- og strygefaciliteter til boligen, der ligeledes er forsynet med internet. Der opnås adgang til ferieboligen ad en grusvej, der dog er i fornuftig stand.
San Gimignano er kendt af mange som en af de bedst bevarede middelalderbyer i Europa. Der er stadig 13 af byens oprindeligt 76 tårne tilbage, der fortæller historien om dengang San Gimignano var beboet af rige købmandsfamilier, der for at prale af deres rigdom, lod opføre hvert sit tårn. Det ene højere end det andet. Senere fungerede tårnene som fæstningsværn i de lange slægtsfejder, der hærgede. Desuden er byens ringmur stort set intakt. Alle der går igennem en af murens porte, unge som gamle, børnefamilier som kærestepar, vil straks få en fornemmelse at, hvordan det var at bevæge sig rundt i middelalderen. Husene er rustikke, gyderne snævre og selve midtbyen ligger på en 350 meter høj bakke. Der er hver dag – året rundt, masser af gæster, der besøger byen, så hvis man er heldig at holde ferie i en privat villa ganske tæt på, kan man opleve suset, trække sig tilbage, og komme igen om aftenen, når de lokale myldrer frem og sætter sig på byens restauranter og torve.